Imens Københavns Kommune planlægger at lukke en stribe udflytterbørnehaver i hovedstaden, gør det nye private dagtilbud “Klax” på Frederiksberg klar til at køre tur-bussen frem på Finsensvej, så børnene kan komme i skoven
I Københavns Kommune lægger man planer om at nedlægge en række naturorienterede børnehaver og vuggestuer, angiveligt på grund af et faldende børnetal. Derfor har den private daginstitution KLAX nu besluttet sig for at åbne en udflytter-del i deres dagtilbud på Frederiksberg.
Dagtilbudsleder på Finsensvej Christel Agerbek udtaler:
”Vi vil fra 1. september starte en udflytter-del med faste ture til en skovhytte uden for byen. Her kan vi lave mad over bål og være ude i naturen i grupper 1-2 gange om ugen”.
Krible Krable dyr i science værkstedet
Turene kan også blive hyppigere – alt efter forældrenes ønske – for arbejdet med naturbevidsthed styrker det pædagogiske arbejde og passer godt med Klax’ øvrige pædagogik udtaler Christel Agerbek:
”Hvis vi plukker jordbær eller krydderurter i skoven og tager dem med i frokosten, så kan børnene kæde naturen sammen med deres hverdag. Så får de en ny forståelse af fra jord til bord.” fortæller Christen Agerbek og bemærker at Klax’ meget velindrettede værksteder i børnehuset på Frederiksberg er oplagte til at undersøge naturen nærmere, når børnene kommer hjem fra skoven:
“Krible Krable dyrene kan for eksempel komme med os ind i science rummet. Vi kan male dem i vores atelier, og vi kan tale om naturen i vores sprog og samfunds-rum.”
Fokus på science og natur
Samtidig vil skov-delen særligt gavne børn i udsatte positioner:
”Vi ved jo i dag, at børn i udsatte positioner, får det bedre af at være ude i naturen. Her kan de både lære mere sprogligt og opnå større social trivsel,” fortæller Christel Agerbek, der som pædagogisk konsulent for både offentlige, selvejende og private børnehaver har fulgt med i det stigende fokus på netop naturlæring i daginstitutioner.
Derfor undrer det også Christel Agerbek fra Klax, at politikerne nu ser ud til at ville skrue ned for naturen til de yngste i hovedstaden:
”Det er mærkeligt, at man vil nedlægge naturbørnehaver netop nu, hvor vi samfundsmæssigt har så stort fokus på børns bevidsthed omkring science, miljø og klima,” udtaler Christel Agerbek med blandt andet henvisning til eksempelvis NAVADA projektet.
Her arbejder Københavns Professionshøjskole og Novo Nordisk sammen om det femårige projekt NAVADA, hvor man netop ser på Science i dagtilbud og børns sproglige og sociale indlæring i samspil med naturen.
Private dagtilbud kan tilbyde mere natur
Direktør for KLAX i Danmark, Ahmet Incikli, mener, at kommunens ned-prioritering af udflytter-børnehaverne vil kunne betyde, at flere familier vil søge private dagtilbud:
“Hvis kommunen lukker dagtilbud imod forældrenes ønske, så vil vi gerne udvide og tage imod børnene,” udtaler Ahmet Incikli:
”Vi forstår byens forældres behov for at give deres børn grønne omgivelser og jord under neglene i en dagligdag præget af et mere intenst byliv. Og som privat institution kan vi tilbyde et alternativ til det offentlige,” udtaler Ahmet Incikli.
Kom med Klax ud i naturen
Er det dyrere for forældrene at vælge Klax’ som dagtilbud sammenlignet med de institutioner, politikerne måske vil lukke?
“Det vil i store træk være den samme udgift til dagtilbuddet, som forældrene er vant til. For os handler det om at yde den bedste service til familierne, så de vælger os til,” fortæller Ahmet Incikli, der netop har haft åbent hus på Finsensvej i anledning af Frederiksberg-dagene og afslutningen på Klax’ dage med åbent hus i atelieret for områdets familier.
Klax’ udflytterbørnehave åbner 1. september efter sommerferien på Finsensvej 82 på Frederiksberg. Den hytte KLAX pt har i kikkerten vil desuden også gøre det muligt at tage de lidt yngre børn på 2 år og opefter med ud i skoven, når bussen kører.