Skip to content
Klax.dkKlax.dk
  • Institutioner
    • Greve
    • Frederiksberg
    • Kolding
    • Egedal
  • Om Klax
    • Om Klax
    • En dag i Klax
    • Pædagogik
    • Praktiske oplysninger
    • Blog
  • Job
  • Kontakt
Tilmelding
Klax.dkKlax.dk
  • Institutioner
    • Greve
    • Frederiksberg
    • Kolding
    • Egedal
  • Om Klax
    • Om Klax
    • En dag i Klax
    • Pædagogik
    • Praktiske oplysninger
    • Blog
  • Job
  • Kontakt

Praktiske oplysninger

og ofte stillede spørgsmål...

  • Generelt
  • Økonomi
  • Optagelse
  • Udmelding
  • Dagligdag
  • Retningslinjer
Hvad er jeres syn på barnet?

Vores syn på barnet er baseret på dets ressourcer, styrker og interesser. Som Klax-pædagoger ser vi det som vores opgave at anerkende det enkelte barns personlige ressourcer og styrker. Vi fremmer barnets individuelle læringsvej igennem det sociale fællesskab og veludviklede pædagogiske metoder.

Grundlaget for Klax-pædagogik er ideen om mennesker, der er i stand til at tage ansvar for sig selv og andre, og som er i stand til at tænke og handle selvstændigt. Dette sker igennem legen og den legende læring.

Hvordan er jeres pædagogiske tilgang

Vi arbejder med det enkelte barn og det sociale fællesskab i delvist åbne tilknytningsgrupper, hvor børnene er aldersopdelt. Vi organiserer vores læringsmiljøer i forskellige læringsområder, som understøtter de pædagogiske læringsmål inden for rammerne af dagtilbudsloven. Alle aspekter af vores pædagogiske arbejde fokuserer på det enkelte barns udvikling og trivsel i det sociale fællesskab.

Læs gerne mere om Klax pædagogikken under Om Klax.

Hvordan er indkøringen?

I indkøringsugerne arbejder vi sammen for, at jeres barn trin for trin føler sig godt tilpas i de nye omgivelser, og at barnet får skabt en relation og opbygger tillid til tilknytningspædagogen.

En vellykket indkøring vil være afgørende for:

  • at dit barn trives og glæder sig til at komme i vuggestue eller børnehaven hver dag.
  • at dit barn opbygger et godt forhold til pædagogerne og børnene, og at I forældre kan aflevere jeres barn med en god følelse. 

Hjælpsomme råd til hvordan en god indkøringsperiode lykkes

Under indkøring i dagtilbuddet er det vigtigt at du forholder dig observerende uden for legen. Din blotte tilstedeværelse i rummet er nok til at skabe et "sikkert tilflugtssted" for dit barn, som dit barn til enhver tid kan trække sig tilbage til. Derhjemme er det vigtigt at du taler med dit barn om oplevelser og indtryk. Det er også godt at tale om tilknytningspædagogen og at du taler positivt med dit barn om vuggestuen eller børnehaven. Dette giver barnet mod til at mestre de næste trin i indkøringsperioden.

Det er vigtigt at I som forældre aftaler med hinanden, hvem der skal følge jeres barn de første par uger, da konstante forældreskift kan komplicere indkøringen. Forsøg at holde de aftalte tider: Klare aftaler sikrer, at jeres barn altid oplever den samme daglige situation, og at det møder de kendte pædagoger.

Gå aldrig uden at sige farvel til dit barn. Men hold afskeden kort for ikke at forurolige dit barn.

I de første uger er det særligt vigtigt, at I altid er tilgængelige for pædagogerne. På den måde kan vi sikre, at I hurtigt er der, når jeres barn har brug for jer.

En vigtig bemærkning til sidst: Husk, at I som forældre også har brug for lidt tid til at vænne jer til at skulle aflevere jeres barn til fremmede. I skal lære at stole på de nye pædagoger og skal vænne jer til, at I ikke altid umiddelbart ved, hvad jeres barn har oplevet, gør, tænker eller føler. Tag den nødvendige tid og tålmodighed og glæd jer til dette vigtige skridt i jeres barns liv hos os.

Tjekliste til de første dage

Disse ting har jeres barn brug for de første dage i vuggestuen:

  • Skiftetøj (Body, strømpebukser, T-Shirt, bukser mindst 2 sæt)
  • Sovepose (sovepose, hvis det er nødvendigt i vuggestuen)
  • Regntøj
  • Snavsetøjspose
  • Indesko, skridsikre sokker
  • Sut med sutteboks
  • Nusseklud/tøjdyr
  • Fotos til jeg-bogen, max 8-10 fotos

Disse ting har jeres barn brug for de første dage i børnehaven:

  • Skiftetøj (undertøj, strømpebukser, t-shirt, bukser - mindst to sæt)
  • Sovetøj
  • Regntøj
  • Snavsetøjspose
  • Hvis nødvendigt bleer, fugtklude, creme, kam/børste
  • Indesko, skridsikre sokker
  • Hvis nødigt sut med sutteboks
  • Nusseklude/tøjdyr til at sove
  • Indmeldelsespapirer

Skriv venligst navn i alle barnets ting. Hvis der mangler noget, vil du blive informeret af pædagogerne.

Må vi opholde os i institutionen?

Forældre kan til enhver tid opholde sig i fællesområderne som ex. cafeteria, garderobe og forældreområdet. Forældre opfordres til at opholde sig i cafeteriet og på udendørsarealerne, især i afleverings- og afhentningstider. Grundlaget herfor er at sikre at den daglige rutine ikke forstyrres.

Hvad koster det?

Priser på pasning og frokostordning varierer. Klik på den enkelte institution for at se det præcise pris.

Kan man få tilskud fra kommunen?

Ja.

Søskenderabat

Bopælskommunen yder søskenderabat på 50 % af den billigste plads baseret på kommunens takster. Da kommunens takster kan være lavere end institutionens vil det derfor reelt være lavere end 50 %.

Dvs. hvis du har et barn i hhv. vuggestue og børnehave så vil I modtage en rabat på børnehavebarnet. Rabatten er uafhængigt af om søskendebørnene går i samme eller forskellige institutioner/dagplejer.

Økonomisk friplads

Hvis din husdansindkomst er under et givet niveau, har du mulighed for at modtage økonomisk fripladstilskud. Du skal selv søge om dette via kommunens hjemmeside, institutionen er ikke involveret i processen, men modtager blot en liste fra kommunen med rabatten der skal gives videre.

Fuldt fripladstilskud

Nogle forældre er berettiget til ”fuld friplads”. Bemærk at der her er tale om fuld friplads baseret på kommunens takster. Dvs. hvis barnets bopælskommune har et forældrebidrag der ligger f.eks. 500 kr. under institutionens forældrebidrag, så vil I, med fuldt fripladstilskud, stadig skulle betale 500 kr. pr. måned for pladsen, uanset om den enkelte pladsanviser på kommunen må fortælle jer noget andet. Hvis du er i tvivl, så tag fat på administrationen. 

Udbetaling af rabat/tilskud

For både søskenderabat og økonomisk fripladstilskud gælder det at barnets bopælskommune beregner beløbet og én gang månedligt sender en liste til institutionen, som herefter giver rabatten/tilskuddet videre som en reduktion i forældrebidraget. Institutionen har ingen indflydelse på eller indsigt i hvordan beløbet er fremkommet.

Afhængigt af hvornår søskendebarnet er blevet indmeldt eller fripladstilskuddet er opnået, er det muligvis ikke nået med på listen fra kommunen for den givne måned. Dertil kommer at opkrævningen fra institutionen der sendes via NETS, har deadline d. 19. hver måned kl. 12.

I de tilfælde hvor vi ikke får besked fra kommunen inden deadline vil rabatten/tilskuddet først blive medregnet måneden efter. Det er typisk kun første gang eller ifm. ændringer at der kan opstå forsinkelser.

Hvordan betaler jeg?

Der bliver sendt faktura hver måned via email - samt via betalingsservice.

Hvordan optager jeg mit barn?
  1. Klik på institutioner, og vælg den institution, du gerne vil tilmelde dit barn til.
  2. Klik på "Tilmeld"-knappen og send formularen afsted.
Har I pladser?

Vi får ofte spørgsmålet via telefonen og det er svært at svare på det generelt. Vi anbefaler, du sender en ansøgning ind hurtigst muligt. Vi får mange tilmeldinger ind og kan risikere, at vi ikke har plads lige præcis til den dato, du ønsker det, men ring gerne ind til hovednummeret, og vælg den institution du gerne vil snakke med. Så kan institutionslederen fortælle dig nærmere om opstarten.

Institutionen har søskendefortrin, men ikke søskende garanti, da vi ikke kan garantere at der er en ledig plads på det tidspunkt hvor behovet er der.

Pladsgaranti

Institutionen har ikke mulighed for at give pladsgaranti, hverken ifht. søskendebørn eller børnehavepladser til de interne børn der går i vuggestue.

I den løbende planlægning ifm. udbud af pladser forsøger vi altid at tilrettelægge det så der er et match mellem vuggestue- og børnehavebørns årgang, så de børn der starter i skole skaber plads til de børn der skal i børnehave. Det er en kabale der skal gå op, som løbende udfordres af familier der flytter eller af andre grunde opsiger deres plads.

Langt de fleste gange finder vi løsninger eller mellemløsninger som bliver tilbudt forældrene, så der er plads til alle. Men der kan opstå situationer hvor det ikke er muligt at tilbyde en børnehaveplads eller en plads til et søskendebarn på det tidspunkt ønskes.

Dette er dog ikke anderledes fra de fleste kommunale institutioner, hvor de blot har mulighed for at tilbyde en plads i en anden institution eller hos en dagplejer i stedet.

Det kræver at institutionen har en ledig plads før den kan tilbydes.

Institutionen forbeholder sig retten til at afvige fra eller ændre de generelle retningslinjer. Der tages forbehold for fejl.

Depositum

Vi opkræver et depositum på 4.000 kr. Først når depositum er modtaget, er accept af plads registreret hos os.

Hvordan er opstarten?

Når du har sendt formular ind til os, bliver du uanset hvad kontaktet af institutionen. Er der over 6 måneder til opstarten kan der gå noget tid, før du bliver kontaktet. Under rundvisningen vil institutionslederen fortælle nærmere om opstarten og sikre, at barnet får den bedst mulige opstart.

Hvad nu hvis vi flytter?

Flytning – husk at melde flytning

Hvis du skal flytte, husk da altid at melde flytning. Det er vigtigt, at institutionen har opdaterede bopælsoplyninger, ligesom institutionen skal meddele flytningen til kommunen hvis I flytter til en ny kommune.

Flytning til en anden kommune – differentieret betaling

Hvis du flytter til en anden kommune, kan dit barn fortsætte i institutionen som hidtil, enten permanent eller til I har fået plads i en institution i den nye kommune.

Bemærk dog, at der ofte er et lavere kommunalt tilskud i den kommune, I flytter til. Hvis der er et lavere tilskud i tilflytterkommunen, vil I blive bedt om at betale differencen udover den normale betaling.
Hvis du overvejer at flytte, så tag kontakt til administrationen så tidligt som muligt, så du kender de økonomiske implikationer ifht. institutionspladsen.

Hvordan melder jeg barnet ud?

Udmelding skal altid ske via institutionens hjemmeside, her vil I automatisk få tilsendt en kvittering på at vi har modtaget udmeldingen. Udmelding kan ikke ske til lederen af institutionen, eller via mail eller på andre måder end via hjemmesiden. Kommunen kan heller ikke foretage udmeldelsen for jer selvom de måtte tilbyde det.

Hvornår skal jeg udmelde?

Der er 6 ugers opsigelsesfrist til den 1. eller den 15. i en måned.

Fristen er til for at sikre at vi kan nå at få et nyt barn indmeldt så institutionen, og dermed de resterende børn, ikke mister tilskud i den mellemliggende periode.

Hvis I ved at I skal flytte eller har søgt en anden institution, så sig til så tidligt som muligt så vi har mulighed for at finde et andet barn til pladsen.

Hvordan tilbagebetales depositum ved opsigelse?

Afhængig af datoen for udmelding kan der gå op til 1-2 uger efter den sidste dag før det udbetales, men vi bestræber os på at gøre det så hurtigt som muligt.

Normalt udbetaler vi depositum omkring den 3. i måneden (for de der har haft sidste dag i slutningen af en måned) og omkring den 17. i måneden, for de der har haft sidste dag d. 15.

Såfremt der er restancer eller forkortet opsigelsesvarsel (opsigelse med mindre en 6 uger til den 1. eller den 15.) kan der blive modregnet i depositummet.

Må børnene have hjemmesko?

Gulvene er legeområder for børn

Det er ikke tilladt at bære udendørs sko i vores dagtilbud. Alle besøgende, ansatte og børn bliver bedt om enten at tage inde sko på eller gå på sokker.

For børn er gulvet et naturligt sted at lege, lære og slappe af. Udendørs sko fører snavs og bakterier ind i rummene, og dette øger sundhedsrisikoen; især for små børn, der konstant er i direkte kontakt med gulvet. Gulve, der betrædes af udendørssko, skal rengøres oftere og udskiftes hurtigere.

Hvordan håndterer I alt inventar?

Alle rum i Klax dagtilbud skal efterlades rene. Alt inventar skal bruges med omhu i forhold til deres funktion. Børn skal også instrueres af deres forældre om omhyggelig brug af rum og indretning. Forældrene er ansvarlige for at børnene guides i at rydde de ting op som de har leget med i afhentningssituationen.

Har I regler for legetøj?

Derfor må yndlingslegetøj ikke medbringes hjemmefra.

I Klax er vi optaget af at børnene er en del af fællesskabet. Legetøj hjemmefra kan ofte virke forstyrrende i forhold til at barnet skal lære at dele og passe på tingene. Derudover har vi retningslinjer for de materialer som børnene kommer i berøring med i løbet af dagen hos os. I overgangsfasen og når barnet skal sove kan det i perioder være nødvendigt at lave særskilte regler som tilgodeser barnets behov. Dette afklares med tilknytningspædagogen.

Har i sygdomspolitik?

Smitsomme sygdomme hos børn

Her finder du dele af vejledningen fra sundhedsstyrelsen om smitsomme sygdomme hos børn. Uddybende information findes under dette Link: https://www.sst.dk/-/media/Udgivelser/2020/Smitsomme-sygdomme-hos-b%C3%B8rn-og-unge/Smitsomme-sygdomme-hos-boern-og-unge.ashx

Beskyttelse mod smitsomme sygdomme

§ 22 i lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme.

I daginstitutioner hvor der er mange mennesker i et begrænset rum kan smitsomme sygdomme let spredes.

Af denne grund indeholder lovgivningen en række regler, der tjener til at beskytte alle børn og personale i daginstitutionen mod smitsomme sygdomme. Et resume at vejledningen fra sundhedsstyrelsen gives på de kommende sider. Yderligere information findes på sundhedsstyrelsens hjemmeside.

Grundlæggende regler

I lovgrundlaget fastsættes de grundlæggende regler, herunder hvem der gør hvad, smittebegrænsende forholdsregler samt regler om formidling af information om sygdomstilfælde.

Smitsomme sygdomme kan overordnet inddeles i to grupper:

  1. Særlig alvorlige smitsomme sygdomme, fx meningitis, som der foreligger særlige regelsæt for. Hvilke sygdomme, det drejer sig om, kan ses på Sundhedsstyrelsens hjemmeside under Smitsomme sygdomme hos børn. Disse sygdomme er forholdsvis sjældne og ikke dem, der tegner det daglige billede i institutioner, men kan forekomme hos børn og personale samt i tilknyttede husstande. Embedslægeinstitutionen har ansvaret for at iværksætte de forebyggende foranstaltninger i forbindelse med disse sygdomme. De behandlende læger har meldepligt, og embedslægeinstitutionen og Statens Serum Institut får på denne måde kendskab til enkelttilfælde af disse sygdomme.
  2. De øvrige smitsomme sygdomme, som er langt de hyppigste, forekommer især i daginstitutioner for børn i alderen 0-6 år. Mange af disse sygdomme kan ikke hindres, men smittespredningen kan nedsættes ved en fælles indsats.

Hvornår må et barn komme i institution?

En hovedregel er, at syge børn og personale ikke må komme i institutionen, og at et barn med en smitsom sygdom først må komme igen, når det ikke længere smitter. Barnet skal være rask og kunne deltage i de aktiviteter, det plejer uden at kræve særlig pasning. Der er dog undtagelser fra hovedreglen, og definitionen af hhv. ‘rask’ og ‘syg’ er ikke altid så enkel.

Link til sundhedsstyrelsen folder om smittesomme sygdomme: https://www.sst.dk/-/media/Udgivelser/2020/Smitsomme-sygdomme-hos-b%C3%B8rn-og-unge/Smitsomme-sygdomme-hos-boern-og-unge.ashx i denne publikation er der en oversigt over almindeligt forekommende sygdomme med en angivelse af, hvornår barnet må komme i institution igen.

Er barnet rask eller syg?

Det kan specielt for børns vedkommende af og til være svært at afgøre, om de er syge eller raske, og ofte må man foretage et skøn. Barnet er rask, når det er feberfrit, og almentilstanden er upåvirket. Barnet skal kunne deltage i de aktiviteter, det plejer uden at kræve særlig omsorg og pasning. Barnet skal fx kunne lege ude og tage med på udflugt. Hvis et barn kommer i institution uden at være helt rask, har det på grund af nedsat modstandskraft større risiko for at få komplikationer til sygdommen eller pådrage sig en anden sygdom. Det kan derfor være en god idé at lade barnet blive hjemme i mindst 1 dag, efter at det er blevet feberfrit. Barnet er sygt, hvis almentilstanden er påvirket, hvis det har feber, eller hvis der er specifikke tegn på sygdom. Lederen af institution/skole kan ikke pålægge forældre at kontakte egen læge med henblik på specifikke undersøgelser for at fastslå en diagnose eller opspore smittebærere (blodprøver, podning m.v.).

Videregivelse af information om sygdomstilfælde

Lederen af institution eller lederens stedfortræder skal formidle information om smitsomme sygdomme til børnenes (og personalets) hjem. Ved alvorlig sygdom som fx meningitis skal lederen af afdelingen eller dennes stedfortræder efter aftale med embedslægeinstitutionen formidle information til børnenes (og personalets) hjem. Embedslægeinstitutionen beslutter, hvilken personkreds der skal informeres samt indholdet og formen af denne information. I integrerede institutioner skal lederen af den afdeling, hvor sygdommen forekommer også underrette evt. andre afdelingsledere.

For øvrige smitsomme sygdomme, der især er relevante i småbørnsinstitutioner, er lederens formidling af oplysninger afhængig af, at forældrene oplyser om deres barns sygdom, og ikke mindst hvad barnet fejler, hvis der foreligger en lægelig vurdering heraf. I de fleste situationer er det i alles interesse, at andre forældre og de ansatte er bekendt med tilfælde af smitsom sygdom i institutionen.

Et opslag skal kunne ses af alle, og barnets navn må ikke nævnes. Der kan fx være tale om en meget smitsom sygdom/tilstand, fx maveinfektion, skoldkopper og lus, eller en sygdom med længerevarende feber, fx tredagesfeber.

Personalets opgaver

Ud over videreformidling af oplysninger om sygdomstilfælde skal personalet forebygge smitte ved primært at sørge for, at syge børn ikke opholder sig i institutionen og ved at opretholde god hygiejne. Personalet skal informere forældre i nødvendigt omfang om de gældende regler, fx på forældremøder. Ved alvorlige smitsomme sygdomme skal personalet videregive oplysninger for at afgrænse relevante personkredse, der derefter kan blive informeret af embedslægeinstitutionen.

Sygt barn i institutionen

Hvis et barn er syg, eller der er mistanke om sygdom, har personalet pligt til at kontakte forældrene med henblik på, at de snarest skal hente barnet hjem og om nødvendigt holde barnet adskilt fra de andre børn, men fortsat holde barnet under opsyn. Selv et tilsyneladende fredeligt sygdomstilfælde kan i enkelte tilfælde hurtigt udvikle sig i alvorlig retning.

Medicingivning

Bør så vidt muligt foregå i hjemmet. Ved kroniske eller længerevarende sygdomme kan det være nødvendigt at give medicin flere gange dagligt. Dette skal være lægeordineret og med bekræftelse fra forældre om at personalet må give den nødvendige medicin. Se yderligere beskrivelse under retsinformation: Skrivelse om medicingivning til børn i dagtilbud.

Hvordan er den daglige struktur?

Læring kræver koncentration - at ankomme kræver opmærksomhed

Det er vigtigt at barnet har en oplevelse af at ankomme rettidigt og at der ikke er travlt ved afleveringerne og afhentningerne. Det kræver samarbejde mellem pædagoger og forældre. Der opstår ofte et vakuum for barnet mellem følelsen af hjem og dagtilbud. De regler og rammer der er i hjemmet er måske ikke de samme i dagtilbuddet. For at hjælpe barnet bedst muligt er det vigtigt med tydelig guidning. Hvis barnet bliver ked af det i afleveringen, er det godt at hjælpe barnet igennem ved trygt at overlade barnet til det pædagogiske personale, som vil trøste videre når du som forældre har afleveret. Hvis du er i tvivl om hvordan dit barn har det efterfølgende er du velkommen til at ringe til lederen.

Aflevering

Vi ser det som vigtigt at barnet har mulighed for deltagelse ved morgensamling og pædagogiske aktiviteter, da det er vigtigt for børn at starte aktiviteter og ritualer samtidigt. Når døren konstant åbnes under morgensamling eller de pædagogiske aktiviteter, og der skal hilses på nogen som afleveres i gruppen, vil det komme til at virke forstyrrende med de mange afbrydelser for både børn og pædagoger. Der vil heller ikke være tid til en kort dialog mellem forældre og pædagogisk personale.

En typisk dag i vuggestuen

6:00 – 8:00

  • Ankomsttid, selvvalgt leg
  • Rolige aktiviteter i modtagetiden

7:30 – 9:00

  • Morgenmad
  • Åben morgenmad med ledsagelse i cafeteria

9:00 – 9:15

  • Morgensamling
  • Tilhørsgruppe med kontaktvoksen i grupperum

9:15 – 10:00

  • Lukkede pædagogiske tilbud i et læreplansområde
  • Fagpædagog og tilhørsgruppe i funktionsrum

10:00

  • Formiddagsmad
  • Cafeteria med kontaktvoksen

11:00 – 12:00

  • Frokost
  • Tilhørsgruppe med kontaktvoksen i cafeteria

11:45 – 14:00

  • Sove til middag, afslapning (rolig leg)
  • Tilhørsgruppe og kontaktvoksen i gruppe, bevægelses-/hvilerum

14:00

  • Afslutningssamling (de 2–3-årige)
  • Tilhørsgruppe med kontaktvoksen i grupperum

14:30

  • Eftermiddagsmad
  • Åbent spisetilbud i cafeteria

15:00 – 17:00

  • Selvvalgt leg og åbne pædagogiske tilbud
  • Alle børn i alle rum og på legepladsen

17:00 – 18:00

  • Afrunding på dagen
  • Alle børn i alle rum og på legepladsen

En typisk dag i børnehaven

6:00 – 8:00

  • Ankomsttid, selvvalgt leg
  • Rolige aktiviteter i modtagelsestiden

7:30 – 9:00

  • Morgenmad
  • Åben morgenmad med hjælp i cafeteria

9:00

  • Morgensamling
  • Tilhørsgruppe med kontaktvoksen i grupperum

10:00

  • lukkede pædagogiske tilbud i et læreplansområde
  • Fagpædagog og tilhørsgruppe i deres respektive grupperum

11:00

  • Selvvalgt leg og åbne pædagogiske aktiviteter
  • Alle børn i alle funktionsrum og på legepladsen

11:15 – 12:30

  • Frokost i tilhørsgrupper
  • Tilhørsgruppe og kontaktvoksen i cafeteria

12:30 – 14:00

  • Leg i det fri, søvn, afslapningsøvelse (frit valgbar)
  • Tilhørsgruppe og kontaktvoksen i gruppe-, bevægelses-/hvilerum

14:00

  • Afslutningssamling
  • Tilhørsgruppe med kontaktvoksen i grupperum

14:30

  • Eftermiddagsmad
  • Åbent spisetilbud i cafeteria

15:00 – 17:00

  • Selvvalgt leg og åbne pædagogiske tilbud (frit valgbar)
  • Alle børn i alle rum og på legepladsen

17:00 – 18:00

  • Afrunding på dagen
  • Alle børn i alle rum og på legepladsen
Retningslinjer for frokostmåltid

Et sundt frokostmåltid til vuggestue- og børnehavebørn:

  • Klax tilbyder et sundt frokostmåltid til alle vuggestue- og børnehavebørn mod  forældrebetaling.
  • Frokosten tager udgangspunkt i de til enhver tid gældende officielle danske anbefalinger til kost i den relevante aldersgruppe (Fødevarestyrelsens anbefalinger).
  • Frokosten vil helt eller delvist blive leveret fra en ekstern leverandør.
  • Frokostmåltidet tilbydes ikke som del af dagtilbudsydelsen og derfor har et simpelt flertal af forældrene eller forældrebestyrelsen i den enkelte institution mulighed for at fravælge tilbud om et sundt frokostmåltid til henholdsvis vuggestuebørnene og børnehavebørnene.
  • Der vil blive opkrævet en særlig takst for frokostordningen ud over taksten for institutionspladsen. Frokosttaksten inkluderer selve frokosten, personaleressourcer til produktion/håndtering af frokosten og eventuelt levering. 

Morgenmad og mellemmåltider:

  • Alle børn skal selv medbringe mad til morgenmad, formiddags- og eftermiddagsmad.
  • Vi beder om, at I overholder Sundhedsstyrelsens kostråd til disse måltider.

Personale:

  • Personalet der skal håndtere mad og frokost i den enkelte institution vil have den lovmæssige uddannelse og varetage hygiejnekontrollen i henhold til gældende lovgivning og Fødevarestyrelsens anbefalinger.

Tilskud:

  • Der gives søskendetilskud, økonomisk fripladstilskud, behandlingsmæssigt fripladstilskud eller socialpædagogisk fripladstilskud til den kommunale frokostordning, såfremt forældrene får tilskud til nedsættelse af egenbetaling til daginstitutionspladsen.

Beslutning om fravalg af frokostordning:

  • Hvert andet år afholdes der i de enkelte institutioner valg blandt forældre vedrørende "fravalg af frokostordning". Valget finder typisk sted i juni måned og gælder for en periode på to år.
 
Overholdelse af retningslinjer

For at kunne tilbyde alle børn de bedste udviklingsbetingelser i et sikkert og udviklende læringsmiljø, beder vi alle om at overholde vores retningslinjer. Hvis I er i tvivl om noget, bedes I gå i dialog med ledelsen.

Sikkerhed og børnetøj

Børn må kun passes med sikker og holdbar påklædning i Klax-daginstitutioner. Snore på tøj, seler, gummibælter eller sikkerhedsnåle er ikke tilladt. Det er vigtigt at have robuste sko på, der passer til vejret. Sandaler er kun tilladt, hvis de har stropper om hælen. Børn må ikke have øreringe på af sikkerhedsmæssige årsager. Vi henstiller til at barnet kommer i tøj som godt må gå i stykker og blive beskidt, så barnet kan bevæge sig og lege frit.

Ophold i daginstitutionen

Børn har brug for rum i deres dagtilbud, hvor de er uforstyrrede. De er ofte så fokuserede i legen, at de knap er opmærksomme på deres omgivelser. Vi voksne ved at når man er særligt optaget, kan man nemt føle sig forstyrret. Børn har også brug for ro og ingen konstant distraktion fra andre. Børn opfører sig meget forskelligt indbyrdes. Vi vil sikre, at børnene kan nyde følelsen af at være blandt børn så længe som muligt i løbet af dagen uden at føle sig overvåget. Derfor er de pædagogiske rum primært forbeholdt børn og pædagoger, som er i fordybelse. I de øvrige lokaler aftales det nærmere, hvorvidt det er muligt at opholde sig. Alle andre gæster/leverandører melder deres ankomst hos ledelsen, når de går ind i daginstitutionen.

Skofri dagtilbud

Gulvene er legeområder for børn – det er ikke tilladt at bære udendørssko i vores dagtilbud. Alle besøgende, ansatte og børn bedes om enten at tage indesko på eller gå på sokker. For børn er gulvet et naturligt sted at lege, lære og slappe af. Udendørssko fører snavs og bakterier ind i rummene, og dette øger sundhedsrisikoen; især for små børn, der konstant er i direkte kontakt med gulvet.

Aflevering

Vi anser det for vigtigt at barnet har mulighed for at deltage i morgensamlingen og de pædagogiske aktiviteter, da det betyder noget for børn at starte aktiviteter og ritualer samtidig. Når døren konstant åbnes under morgensamling eller de pædagogiske aktiviteter, og der skal hilses på nogen som afleveres i gruppen, vil det komme til at virke forstyrrende med de mange afbrydelser for både børn og pædagoger. Der vil heller ikke være tid til dialog mellem forældre og pædagogisk personale.

Rygeforbud

Der er rygeforbud på alle Klax’ matrikler herunder samtlige lokaler.

Forældresamarbejde

Klax-institutionerne bygger på gensidig respekt, samarbejde og et fælles mål om at skabe det bedste lærings- og udviklingsmiljø for børnene. For at sikre et trygt og harmonisk miljø for alle parter, herunder børn, forældre og personale, er der udarbejdet følgende ordensregler:

  • Forældre skal bidrage til et positivt samarbejde med personalet, også ved samarbejde hvor der er behov for hjælp fra PPR eller andet fagligt ekspertise
  • Forældre forventes til at støtte institutionens pædagogiske grundlag og værdier
  • Dialog mellem forældre og institutionen bør altid foregå respektfuldt og konstruktivt.
  • Enhver offentlig eller privat udtalelse, både mundtlig og skriftlig, der omhandler Klax-institutionerne, skal ske i en respektfuld tone.
  • Negativ omtale, der kan skade institutionens omdømme eller trivsel frarådes. Hvis forældre har bekymringer eller problemer med institutionen, personalet eller andre forældre, opfordres de til at tage kontakt til institutionens ledelse for en løsningsorienteret dialog.
  • Forældre må ikke dele billeder eller personlige oplysninger om børn, personale eller andre forældre fra institutionen på sociale medier uden samtykke.
  • Ved væsentlige brud på Klax’ retningslinjer kan ledelsen indkalde forældrene til en samarbejdssamtale med henblik på at genoprette et konstruktivt samarbejde. I forlængelse af samtalen udarbejdes en skriftlig handlingsplan med konkrete tiltag og forventninger til det fremtidige samarbejde mellem familien og institutionen.
weblogo

Klax Daginstitutioner.
CVR. 41180862

Icon-facebook Icon-instagram Icon-linkedin2

Genvej

  • Blog
  • Presse
  • Kontakt
  • Handelsbetingelser
  • FAQ

Kontakt

A: Frydenhøj Alle 57, 2670 Greve

T: +45 9310 8310

E: info@klax.dk

Copyright 2026 Klax | All Rights Reserved
Klax.dkKlax.dk